MÅNEDENS PROJEKT : GENANVENDELSE AF LER


 Månedens projekt denne gang bliver at genanvende ler

Laver du selv keramik, og vil gerne vide hvordan du får brugt alle dine lerrester og spåner? Eller er du bare nysgerrig på, hvordan man kan gøre sin produktion mere bæredygtig? Så se med her 
Jeg har nemlig sat mig et mål om at jeg resten af 2022 ikke må købe ler, og det er jo nemt at sige, fordi det er november, og der ikke er særlig lang tid tilbage af 2022, men faktisk har jeg ikke købt ler siden maj, så jeg har absolut ikke mere ler tilbage, udover alle de rester jeg har gemt de seneste år.
Det er nemlig sådan, at når man eksempelvis drejer som jeg, så skal man afdreje dagen efter. Det betyder egentlig bare, at når leret er læderhårdt, så skal man finpudse formen, og fjerne det ler som ikke er nødvendigt. Det kan være at runde kanter, eller hvis man vil lave huller eller mønster i det. Det kan også være rester fra en hank eller andet. En ting er ens, og det er at alt ler kan genanvendes, også selvom det er stenhårdt, så selv hvis det er en ting som du ikke er helt tilfreds med, eller der er kommet en stor revne efter tørringsprocessen, så kan den komme i bunken med rester. 
Nu til processen:

1. Vand 

Jeg gemmer mine rester i en gammel pose, som jeg i sin tid modtog mit ler i. De er ekstra tykke, men det kan også sagtens være en spand eller en skål, alt efter hvor stor en portion du skal lave. Så hælder jeg vandet i den spand jeg har lagt mine rester over i, til det ca dækket til, men gerne lidt under, da det yderligere vil opløse sig. Så snart du kommer vand i spanden, vil det begynde at falde sammen og opløse sig, så hæld gerne lidt i af gangen, så du ikke står med alt for meget vand til sidst. Hvis der alligevel er kommet for meget, så gør det ikke noget, du vil bare ende med at have meget vand i bunden i næste step, og det vand kan altid bruges næste gang du skal ælte ler. Leret skal nu have et par dage til at blive blødt og opløse sig, men holdt øje med det. Er det meget små fine spåner, er det opløst hurtigere, end hvis det er lidt større stykker. 

Obs. Hvis du havde en ide om, at nu var det tid, men du endte med ikke at have tid alligevel, så frygt ej. Leret kan sagtens stå i spanden med vand i længere tid. 

2. Masser leret
Nu skal det masseres/æltes lidt. Jo større klumper der kommer på pladen, jo mere skal du ælte leret, når det er tørret. Æltningen er den hårde del, så jeg kan godt lide at få massen til at være så lind så muligt. Jeg brugt bare mine hænder, for så kan jeg mærke hvor de store klumper er, og så mase dem mindre. Fuldstændig som når jeg laver en smuldre mørdej, og man skal have sine smørklumper mindre. Hvis man har en boremaskine og et cement piskeris, kan man med fordel bruge det. Det er langt mere effektivt! (Det må være et ønske til jul)

3. Fordel massen på pladen
Jeg har købt en ælteplade af gips fra Cerama (https://shop.cerama.dk/da/item/365050) Min er ret stor, så jeg kan lave lidt større portioner af gangen, men der findes og mindre størrelser. Jeg ligger nogle håndfulde tilfældigt på pladen, og begynder så at brede det lidt ud. Massen er nok ca 3-5 cm højt, og når jeg har fordelt det nogenlunde jævnt ud, så lader jeg det faktisk bare tørre. Der plejer ikke at gå mere end 3-4 timer, før jeg vender det om, så gipspladen kan suge vandet fra modsatte side. Her ligger det kun en times tid, og nogen gange kan jeg endda ælte det med det samme. Hvis du gerne vil ligge det til at tørre, men ikke lige har tid efter 3-4 timer, kan du ligge plastik henover, for at holde lidt på fugten. Bliver det for tørt, så bryder du det bare ud i mindre stykker og starter forfra med vandet. 

4. Ælte, ælte, ælte 
Nu skal der bare æltes løs! Jeg laver det til mindre og mere overskueligt stykker af ca et kilo, så jeg ikke skal bruge så mange kræfter på det. Jeg ælter til det ser nogenlunde glat ud på ydersiden, og derefter skærer jeg leret diagonalt igennem. Så kan man se lufthullerne. Hvis der er mange gentager jeg processen et par gange, hvis ikke, så ælter jeg det bare én ekstra gang. Jeg ælter altid mit ler inden jeg bruger det alligevel, så derfor behøver det ikke være fuldstændig gennemæltet. 

5. Done John 
Nu skal det bare tilbage i posen. Jeg gemmer altid de poser, som jeg modtager leret i. Jeg ved at de er ekstra tykke, og kan holde fugten godt inde. Nu er det bare igang med at genanvende mere ler, eller få lavet nogle nye keramik kreationer 
Vil du gerne have en mere visuel gennemgang af processen? Så kig på Instagram under højdepunkter. Her viser jeg det hele ❤️
Tør du kaste dig ud i genanvendelse af dit ler?
Tak fordi du læste med!
Isabella // Indehaver og stifter af sabella keramik

Indsend en kommentar